Hanzo Aarhus søger faglærte kokke

Endelig rammer Hanzo Smilets by! Madklubbens frække dreng i klassen har taget København med storm og er nu klar til at indtage Aarhus. Her serverer vi udogmatiske asiatiske livretter fra hele kontinentet. Det hele pakkes ind i stemningsfulde rammer, hvor mad, drikke, lys, lyd, dufte og farver flyder sammen i én sanseoplevelse. På Hanzo er der højt til loftet i både bogstavelig og overført forstand. Vi vil skabe vores hidtil fedeste restaurant i byen, hvor den høje puls trives alle ugens dage, og hvor teamet i restauranten i fællesskab arbejder for, at alle gæster får en kanon oplevelse.


Som en vigtig del af vores nye restaurant leder vi netop nu efter kreative og passionerede kokke med sans for detaljen. Kan du genkende dig selv i nedenstående, så tøv ikke med at sende din ansøgning afsted.


Jobbet:

Du er en dygtig faglært kok med et skarpt hoved og hurtige hænder, der vil være med til at sørge for, at gæsterne får fremragende mad til særdeles fornuftige priser. Du bliver en del af et ungt hold, hvor sammenholdet er i højsædet, og højt humør og unikke talenter er værdsat. Derudover vil du blive en del af et team, som kræver noget af hinanden, og i jobbet har du en masse muligheder for at dygtiggøre og udvikle dig. Vi leder altid efter vores fremtidige sous- og køkkenchefer internt, så der er rig mulighed for en karriere, hvis man vil og kan.

Der er mange bolde i luften i løbet af en dag, så det er vigtigt at du kan balancere mellem dem, holde overblikket og prioritere rigtigt – både i løbet af dagen, men i særdeleshed også når der køres service.

På Hanzo Aarhus vil du eksperimentere med lækre råvarer, finde sæsonens smage og udvikle retter i samarbejde med resten af teamet. Du bliver en del af et ungt kokketeam, der fungerer mere som en familie end som kollegaer.


Vi leder efter – og kan du sige ”ja tak” til følgende:

  • Du er udlært kok
  • Du er en dygtig håndværker og begejstret fagnørd med oprigtig interesse for detaljen og smagen
  • Du arbejder altid med ja-hat og ser udfordringer frem for problemer
  • Du er god til at prioritere
  • Du er omstillingsparat og vant til at håndtere travlhed
  • Du er iderig, kreativ og vil gå ekstra langt for at sikre en oplevelse ud over forventningerne for alle vores gæster


Hvad tilbyder vi:

Der er ikke noget mere tilfredsstillende end at gå på arbejde og føle, at man repræsenterer noget ekstraordinært. Dette får du rig mulighed for som kok på Hanzo. Du vil hver dag træde ind i den største og flotteste restaurant i området, med plads til over 200 gæster pr. seat i vidunderlige lokaler med højt til loftet og en æstetik i top.

Du bliver en del af Madklubben-familien med mere end 30 restauranter, hvor du finder et stærkt bagland til at hjælpe dig med at blive dygtigere og endnu mere succesfuld. Vi har specialister i finans, HR, marketing og salg, der alle står klar til at hjælpe og støtte dig i din nye rolle. Det samme gør din køkkenchef, som du vil referere til i det daglige. Du bliver også en del af et allerede fantastisk hold ude på restauranten, der glæder sig til at møde deres nye kollega.


Vi tilbyder derudover pension, helbredssikring, gode udviklingsmuligheder, et godt fællesskab, en god løn, der matcher dine kvalifikationer og en masse gode personalefordele til blandt andet at besøge vores andre restauranter med god rabat.


Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt


Vi holder samtaler løbende og ansætter, hvis den rigtige dukker op, så tøv ikke med at sende din ansøgning allerede i dag.


Opstart: Ved åbning start/midt oktober


Har du spørgsmål om stillingen? 

Kontakt driftschef Simon Skov på skov@madklubben.dk


Om Madklubben

Madklubben er én stor familie af restauranter i København, Aarhus, Odense og Esbjerg. Lige siden vi åbnede vores første restaurant i 2007 har vi haft en målsætning om at gøre restaurantbesøget tilgængeligt for flere i Danmark. Med mere end 1.200.000 gæster om året er vi godt på vej. Vi beskæftiger omkring ca. 1.000 mennesker fordelt på 30+ restauranter, og vi har ambitioner om mere. Derfor er vi altid på udlig efter talentfulde personligheder, der har lyst til at blive en del af klubben. Måske det er dig?

Ansøg her

Find os her

Hanzo
M. P. Bruuns gade 22-24
8000 Aarhus