Har du lyst til at være med til at bringe Danske Skoleelever endnu tættere på landets elever? Brænder du for planlægning, samarbejde og elevdemokrati? Så er det måske dig, vi søger som frivillig projektleder for DSE-turné.

Som projektleder får du en central rolle i planlægningen og gennemførelsen af DSE-turnéen, hvor vi besøger elever og skoler rundt omkring i landet.

Stillingen er frivillig og ulønnet, og vi søger derfor en person, der har lyst til at engagere sig i DSE på frivillig basis. Vi ser gerne, at du allerede har kendskab til Danske Skoleelever og organisationens arbejde.

Om DSE-turné

DSE-turné er et nyt projekt i Danske Skoleelever, der har til formål at sende medlemmer af hovedbestyrelsen og vores tillidsvalgte ud på skoler over hele landet. Her skal de møde eleverne, skabe dialog og holde oplæg om emner, som turnéudvalget vælger.

Målet er at styrke elevinddragelsen og gøre Danske Skoleelevers arbejde mere synligt og tilgængeligt for elever på landets skoler.

Dine opgaver

Som projektleder vil du blandt andet:

  • Planlægge og koordinere DSE-turnéen.
  • Sikre struktur og overblik over projektets aktiviteter.
  • Samarbejde tæt med turnéudvalget, som består af medlemmer fra hovedbestyrelsen og de tillidsvalgte.
  • Være med til at engagere elever og udvikle turnéens indhold.
  • Bidrage til, at projektet bliver en succes fra idé til gennemførelse.

Vi søger en person, der:

  • Er struktureret og god til at skabe overblik.
  • Er engageret i Danske Skoleelevers arbejde og værdier.
  • Har et positivt elevsyn og trives med at samarbejde med andre unge.
  • Har lyst til at tage ansvar og være med til at udvikle et nyt projekt

Selvom stillingen hedder projektleder, ser vi dig mere som en koordinator og organisator, hvor de tillidsvalgte og hovedbestyrelsen stadig er det bærende element. 

Hvad tilbyder vi?

Som projektleder får du stor indflydelse på, hvordan DSE-turné udvikler sig, og hvordan Danske Skoleelever kommer ud til eleverne. Du bliver en del af et engageret fællesskab, hvor du får erfaring med projektledelse, samarbejde og organisering.

Stillingen er frivillig og kan ikke besættes af en som allerede er ansat i Danske skoleelever. 

Danske Skoleelever (DSE) er en organisation for og af de danske grundskoleelever. DSE ledes således udelukkende af elever, der vælges én gang årligt på et stormøde. DSE arbejder med at repræsentere eleverne over for beslutningstagere, og har som formål at engagere og aktivere elevrådene. DSE har lønnede ansatte, der understøtter organisationens arbejde. Læs evt. mere på www.skoleelever.dk