Vil du være med til at starte et nyt autismetilbud?

Lysningen åbner 1. februar 2027, og vi søger dig, der vil være med til at skabe en tryg og meningsfuld hverdag for børn og unge med autisme.

Lysningen bliver en del af Ølandhus i Mou og får plads til 7 børn og unge med autisme.


Når dørene åbner i februar, begynder en ny hverdag. Et nyt team skal finde sin fælles retning, nye rutiner skal afprøves, og vi skal sammen finde frem til de løsninger, der skaber de bedste rammer for børnene og de unge.


Derfor søger vi socialfaglige medarbejdere, der tør tage ansvar, bringe din faglighed i spil og være nysgerrig på det, vi endnu ikke har svarene på. Dig, der har lyst til at sætte dit præg på både den pædagogiske praksis, samarbejdet og den kultur, vi skal skabe sammen.

 

Sammen skaber vi rammerne

En ny afdeling bliver ikke et hjem af sig selv. Det kræver mennesker, der skaber tryghed, nærvær og forudsigelighed. Mennesker, der lægger mærke til de små ting, ser, når noget fungerer, og tør stoppe op og tænke nyt, når det ikke gør.


I Lysningen skal vi skabe en hverdag, hvor børnene og de unge oplever at blive set, hørt og forstået. Det betyder, at du kommer til at spille en vigtig rolle i opbygningen af både den pædagogiske praksis og den kultur, vi skal have som kolleger.


Vi kommer med forskellige erfaringer, perspektiver og faglige styrker. Det ser vi som en fordel. For når vi deler vores viden, er nysgerrige på hinanden og tør stille spørgsmål til vores egen praksis, bliver vi klogere – og bedre til at skabe en hverdag, der giver mening for børnene og de unge.


Når noget er svært, skal vi være nysgerrige

Hverdagen med børn og unge med autisme kan være både meningsfuld, lærerig og udfordrende.


Nogle dage går tingene, som vi havde forestillet os. Andre dage må vi ændre planen, sænke tempoet eller prøve en anden tilgang. Det kræver, at vi kan bevare roen, være nysgerrige og forsøge at forstå, hvad der ligger bag barnets eller den unges reaktioner og adfærd.


Hos Ølandhus arbejder vi blandt andet med den traumebevidst tilgang, mentalisering samt KRAP og TEACCH-principper. Du behøver ikke kunne det hele, inden du starter. Men du skal have lyst til at lære og være med til at udvikle vores fælles praksis.

 

Vi forestiller os, at du...

...har en socialfaglig uddannelse, eksempelvis som pædagog, socialrådgiver eller social- og sundhedsassistent.


Måske har du erfaring med autisme. Måske har du arbejdet med børn og unge på andre områder. Måske har du en helt anden relevant baggrund.


Det vigtigste er ikke, at du kommer med den perfekte opskrift.


Det vigtigste er, at du:

  • Er omsorgsfuld og nærværende 
  • Kan skabe kontakt til, og danne trygge relationer med børnene/ de unge 
  • Kan støtte de unges følelsesmæssige og sociale udvikling. 
  • Kan skabe genkendelighed, forudsigelighed
  • Formår at indgå i et tværfagligt samarbejde med den unge, den unges familie og andre fagprofessionelle.
  • Kan tager ansvar og tør byde ind
  • Har lyst til at være med til at skabe et stærkt team
  • Kan give og tage imod faglig sparring
  • Har gyldigt kørekort

Du er fagligt nysgerrig, reflekterer over din egen praksis og deler gerne dine erfaringer med kollegerne. Du er åben for andres perspektiver og ved, at det, der virker for ét barn eller én ung, ikke nødvendigvis virker for en anden.


Du bruger din faglighed aktivt, stiller spørgsmål og er med til at finde de løsninger, der giver mening for det enkelte barn og den unge.

 

Du står ikke alene

Selvom Lysningen er en ny afdeling, bliver du ikke en del af noget, der står alene. På vores matrikel i Mou har vi flere afdelinger med fokus på børn og unge med autisme. Her er kolleger tæt på, som du kan sparre med, hente erfaring hos og lære sammen med. Vi tror ikke på, at man skal kunne klare alting selv. Vi tror på, at stærke teams skaber bedre rammer for børnene og de unge. Og vi tror på, at arbejdsglæde, faglighed og omsorg hænger sammen.

 

Har du lyst til at være med?

Kan du se dig selv som en del af Lysningen, og har du lyst til at være med til at bygge noget nyt op fra begyndelsen? Så håber vi, at vi hører fra dig.


Har du spørgsmål til stillingen eller til den nye afdeling, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Christina Hyldgaard Nielsen mandage mellem kl. 08.00 - 15.00 på 22 19 36 45 eller på mail alle hverdage på chn@olandhus.dk

 

Praktisk

Da vi skal opbygge et helt nyt team, søger vi flere medarbejdere til Lysningen. Stillingerne er på 30-37 timer om ugen med opstart omkring 1. februar 2027.


Ansøgningsfrist: 1. december 2026.


Vi forventer at afholde samtaler i uge 49 og/eller 50.


Ved ansættelse indhenter vi både straffe- og børneattest. Fremvisning af begge attester er en forudsætning for ansættelse.

Hvem er Ølandhus

I Ølandhus har vi mere end 35 års erfaring med at udvikle og drive trygge og udviklende miljøer for børn, unge og voksne, der har brug for socialpædagogiske indsatser og støtte. Vi tilbyder differentierede pladstyper og en lang række andre tilbud. P.t. har vi 104 godkendte pladser fordelt på 13 afdelinger. Derudover vi behandlings- og specialskole til børn og unge, der har det svært i skolen. Dertil tilbyder vi bostøtte til voksne.

Vores vision er at skabe fleksible og døgndækkede tilbud med fokus på tilrettelæggelse af en individuel og højtspecialiseret indsats til en konkurrencedygtig pris. Den primære arbejdsmetode tager udgangspunkt i Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik (KRAP), imens måden, vi omgås hinanden og børnene og de unge på, tager udgangspunkt i kerneværdierne Engagement, Omsorg, Faglighed, Forskellighed, Åbenhed og Tryghed.

Læs mere om Ølandhus her

Ansøg

Lysningen
Langelandsvej 3
9280 Mou
Danmark

Christina Nielsen

{"street":"Langelandsvej 3","city":"Mou","state":null,"zip_code":"9280","country":"Danmark","latitude":"56.977295","longitude":"10.2410067"}