Tekstforfatter til on-site reklamebureau

Elsker du ord og indsigter, og er du eminent til at kombinere de to ting, så sød musik (og god kommunikation) opstår? Så kunne du meget vel passe perfekt i den ledige tekstforfatter-stol, vi hurtigst muligt skal have besat i ZUPA ZITEs on-site reklamebureau i Kolding hos Nic. Christiansen Gruppen, som er en af Danmarks største bilimportører.  

Din primære opgave bliver at udvikle kampagner og skrive tekster for Hyundai, Jaguar og Land Rover på tværs af alle platforme – radio/TV, annoncer, SoMe-kanaler, websites, nyhedsbreve, forhandlermateriale etc. – ofte i tæt samarbejde med bureauets øvrige kreative kræfter. Er du vild med biler, er det et plus, men ved du ikke lige på stående fod, hvad drivliner, lane assist og CUV er, kan vi berolige dig med, at det gjorde de fleste af dine kommende kolleger heller ikke, da vi startede.      

Hvem er du?

  • Du har min. 2-3 års erfaring som tekstforfatter/content-udvikler fra bureau- eller kundesiden
  • Du har et legende, levende sprog og skriver fejlfrit og ubesværet på dansk
  • Du ved, hvad god kommunikation er og kan argumentere for dine valg
  • Du har nemt ved at sætte dig ind i ny viden og omsætte det til klar, målrettet kommunikation
  • …og så er du frem for alt en team-player med et stort smil og en stor ja-hat

Hvad tilbyder vi?

Du kan se frem til at blive en del af et ambitiøst team, der lægger stor vægt på at have det sjovt, mens vi ’leverer varen’. Foreløbig er vi 12 kolleger fordelt på Hyundai, Jaguar og Land Rovers hovedkontorer i hhv. Kolding, Malmö og Oslo. Vi er et såkaldt ’on-site bureau’ – et selvstændigt bureau, som ”bor” hos kunden for at være så tæt som muligt på viden, beslutninger og data. Her er god frokost, god kaffe og chips om fredagen – og mest af alt en masse spændende opgaver for fede brands, der bare venter på din skarpe pen.    

Interesseret? Send en kortfattet ansøgning, dit CV og meget gerne et par eksempler på dit arbejde via linket herunder – hurtigst muligt og senest d. 25/4 2021. Vil du vide mere om jobbet, inden du flyver til tasterne, er du velkommen til at kontakte Operating Officer Mary Fausbøll på 5121 5011. 

Om ZUPA ZITE

ZUPA ZITE etablerer og driver on-site-bureauer hos kunder som et moderne og effektivt alternativ til den traditionelle in-house marketing-model. Vi er i familie med reklamebureauet ZUPA, der har kunder som JYSK, Novo Nordisk, OK, Silvan og Grundfos, og lever efter helt den samme kreative bureau-ånd. Herudover er vi en del af en af Danmarks største bureaufamilier, som bl.a. tæller SPRING Production med afdelinger i Aarhus, København, Odense, Manchester, Hamburg og Ho Chi Minh City i Vietnam. 

Søg nu


Kontakt

ZUPA ZITE
Korsvej 1
6000 Kolding

Mary Fausbøll


+45 51215011


mf@zupa.dk

Ansøg