Med fokus på det internationale Defence & Security-marked udvikler, producerer og implementerer Sky-Watch A/S højteknologiske løsninger i form af drone- og sensorteknologi til beslutningstagning i komplekse miljøer over hele verden – heriblandt til forsvar, politi og beredskab. Der er således tale om ubemandede systemer, avanceret integreret styringssoftware, integreret industrielt design og intuitive brugergrænseflader, som Sky-Watch udvikler på baggrund af virksomhedens kompetencer indenfor Systems Engineering, radioteknologi, avionics/hardware, mekanik, aerodynamik, kompositmaterialer, software mv. Alle disse discipliner mestres på internationalt topniveau. 

Sky-Watch, der blev grundlagt i 2009, har kontor i Støvring og beskæftiger cirka 40 medarbejdere.

Til at bidrage til virksomhedens fremadrettede udvikling søges nu en kvalitetsbevidst


Indkøbs- og logistikchef

International – Højteknologiske løsninger – Indflydelse

Vil du have indflydelse på strategisk og operationelt niveau i en international vækstvirksomhed i rivende udvikling, der samtidig er Danmarks førende indenfor droneteknologi? Som indkøb- og logistikchef hos Sky-Watch får du en både strategisk og operationel rolle med en bred kontaktflade internt såvel som eksternt, ligesom du bliver en del af en virksomhed med passionerede og dygtige medarbejdere, der alle er drevet af ønsket om at skabe teknologi af højeste kvalitet. Stillingen er nyoprettet, og du får således en unik mulighed for at sætte dit præg på rollen.

Du får en central og alsidig rolle, hvor du får det overordnede ansvar for at systematisere og kvalitetssikre diverse processer relateret til indkøb og logistik – blandt andet løbende kommerciel og omkostningsmæssig optimering af sourcing-funktionen samt strategisk optimering af produktindkøb i forhold til leverandører, forsyning og priser. Du får således til opgave at formulere og implementere virksomhedens sourcing-strategi og -retningslinjer, ligesom du løbende vurderer, om der skal sources eller produceres selv. Du bistår ligeledes udviklingsafdelingen i kvalificering, valg og optimering af leverandører til udviklingsarbejdet. I samarbejde med den nye indkøbs- og logistikkoordinator får du desuden det operationelle ansvar for indkøb til produktion, lager og lagerbeholdning samt for kapacitetsstyring, leveringsdygtighed og skaleringsplaner i forhold til leverandørporteføljen. Ydermere får du til opgave at sikre, at dokumentationsgrundlaget (herunder ERP) er 100% opdateret i forhold til at sikre fejlfri og effektiv afvikling af den operationelle drift. 

For at få succes i rollen kræver det, at du har erfaring fra en lignende rolle med leverandørudvælgelse- og forhandling. Det er en væsentlig fordel, hvis du har erfaring med indkøb af elektronikkomponenter samt kendskab til produktionsprocesser ved elektronikproduktion. Erfaring med projektindkøb er ligeledes en fordel. Du har formentlig en kommerciel uddannelse indenfor indkøb, handel, økonomi og/eller logistik, men der er ingen specifikke krav til din uddannelsesbaggrund. Du har gode IT-kundskaber, er en habil bruger af Excel, og du har god erfaring med ERP-systemer – gerne Business Central. Du behersker dansk og engelsk i både skrift og tale på højt niveau.

Som person er du kendetegnet af dit drive, din entusiasme og dit kommercielle og strategiske mindset som præger alt, hvad du gør. Du er en dygtig indkøber og en stærk forhandler, der motiveres af at være i tæt dialog med leverandørerne. Du arbejder struktureret, kvalitetsbevidst og detaljeorienteret samt med en vedholdenhed og et overblik, der sikrer, at du kommer godt i mål med dine opgaver. Du er ansvarsbevidst og arbejdsom, og du har en god system- og procesforståelse. Din åbne og ærlige tilgang betyder, at du kommunikerer og samarbejder troværdigt og tillidsvækkende på alle organisatoriske niveauer både internt og eksternt. 

Er du den nye indkøb- og logistikchef til Sky-Watch i Støvring? Så skynd dig at uploade din ansøgning og dit CV. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til chefkonsulent fra Sensu A/S, Christina Højsholt-Nielsen på tlf.: 61 80 90 91. For yderligere information om Sky-Watch se www.sky-watch.com.

Du kan søge stillingen her.

Vær opmærksom på, at vi ikke arbejder med ansøgningsfrister, da ansøgningerne behandles løbende.

 


 





SØG HER

Kontakt

Sky-Watch
Østre Alle 6F
9530 Støvring
Danmark Nordjylland

Christina Højsholt-Nielsen

61809091

{"street":"Østre Alle 6F","city":"Støvring","state":"Nordjylland","zip_code":"9530","country":"Danmark","latitude":"56.8803521","longitude":"9.8385955"}