
Byg dataplatforme og AI-løsninger, der understøtter den globale grønne omstilling
Vil du arbejde hands-on med data, cloud og AI – og samtidig være med til at opbygge den digitale platform, som skal understøtte arbejdet med bæredygtighed i en global industri? I Danmarks Skibskredit søger vi en studentermedhjælper til Sustainability & Research, som har lyst til at udvikle moderne dataløsninger, automatiserede flows og nye AI-baserede værktøjer. Rollen er for dig, der trives med at bygge, teste og forbedre – og som motiveres af at se dine løsninger blive brugt i praksis.
Om Sustainability & Research
Sustainability & Research arbejder i krydsfeltet mellem shipping, teknologi og bæredygtighed. Afdelingen leverer data, analyser og digitale værktøjer, som anvendes direkte i strategiske beslutninger, og i dialogen med kunder og investorer.
Vi er i gang med at opbygge en ny digital infrastruktur. Ambitionen er at samle sustainability- og markedsdata i en cloud-baseret platform, hvor data struktureres, dokumenteres og gøres tilgængelige gennem Power BI og Fabric. Parallelt udvikler vi AI-baserede arbejdsgange, herunder udvikling og test af AI-agenter og automatiserede workflows, der arbejder direkte mod vores dataplatform og understøtter både analytikere og forretning.
Som studentermedhjælper bliver du en aktiv del af denne opbygning og får mulighed for at arbejde tæt på både teknologi og forretningsmæssige problemstillinger.
Hvad du kommer til at arbejde med
Du vil få en praktisk og teknisk rolle, hvor du bidrager til at udvikle og videreudbygge vores dataplatform. Opgaverne vil blandt andet omfatte indsamling, strukturering og modellering af sustainability- og markedsdata i cloud-miljøer, opbygning af datamodeller og flows, der kan anvendes direkte i analyser og rapportering, samt udvikling og videreudvikling af dashboards og datalag i Power BI og Fabric.
Derudover vil du blive involveret i arbejdet med at udvikle og afprøve AI-baserede løsninger, herunder udvikling og test af AI-agenter og automatiserede workflows, der arbejder direkte mod vores dataplatform. Rollen giver mulighed for både teknisk fordybelse og for at få indblik i, hvordan data og teknologi anvendes i en kompleks, international og bæredygtighedsorienteret forretning.
Hvem vi forestiller os
Du er i gang med en relevant videregående uddannelse, f.eks. inden for data science, computer science, engineering, business analytics, økonomi eller lignende. Du interesserer dig for data, digitale platforme og nye teknologier og har lyst til at omsætte teori til løsninger, der fungerer i praksis.
Vi lægger vægt på, at du arbejder struktureret, er nysgerrig og har mod på at tage ansvar for dine opgaver. Det er en fordel, hvis du har erfaring med eller interesse for f.eks. SQL, Power BI, cloud-platforme, Python eller beslægtede værktøjer, men det vigtigste er din motivation for at lære og udvikle dig.
Eksempler på hvad du vil bygge det første halve år
Et af de centrale udviklingsspor i Sustainability & Research er opbygningen af en ny ESG-rating model, som gradvist skal overtage en mere autonom drift af selskabets ESG-ratings og samtidig danne grundlag for tværgående porteføljeanalyser til brug for både kunder og investorer.
I løbet af dine første måneder vil du blive involveret i arbejdet med at strukturere de underliggende sustainability-data, opbygge datamodeller og bidrage til udviklingen af de digitale komponenter, der skal understøtte rating modellen. Det vil blandt andet omfatte udvikling af datalag og flows, visualiseringer og de første AI-baserede funktioner, som på sigt skal kunne understøtte automatisering, konsistens og skalerbarhed i ratings og porteføljeanalyser.
Målet er, at du over tid bliver en aktiv medbygger af en platform, der kan drive ESG-ratings mere autonomt og skabe nye indsigter på tværs af bankens portefølje.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et fagligt ambitiøst studiejob med en stejl læringskurve, hvor du får mulighed for at arbejde tæt på både teknologi, data og strategiske problemstillinger. Du bliver en del af et miljø med høj faglighed, åben videndeling og tæt sparring med erfarne analytikere. Samtidig får du reel indflydelse på løsninger, som er under opbygning, og som vil spille en central rolle i afdelingens og bankens videre udvikling.
Yderligere oplysninger
Arbejdstiden forventes at være ca. 15–20 timer om ugen med fleksibilitet i forhold til studie og eksamen. Sustainability & Research består af seks fultidsmedarbejdere og fire studentermedhjælpere. Hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte Head of Sustainability & Research, Christopher Rex, på telefon 22 19 99 34.
Ansøgning
Vi læser ansøgninger løbende, så send din ansøgning, CV, karakterer og øvrige relevante informationer allerede i dag og senest søndag den 8. februar 2026. Vi glæder os til at høre fra dig.
Om Danmarks Skibskredit
Danmarks Skibskredit har siden 1961 ydet lån til den maritime sektor. Vi er højt specialiseret inden for skibsfinansiering og finansierer i dag over 500 skibe for vores kunder globalt. Vi arbejder for at understøtte den globale shippingindustris grønne omstilling og bidrager årligt med 15 % af vores overskud til at støtte fremtidens maritime sektor igennem Den Danske Maritime Fond.
Du bliver en del af en virksomhedskultur, der tager langsigtede beslutninger og lægger vægt på troværdighed, ordentlighed og et højt fagligt niveau. Vores arbejdsmiljø er ambitiøst og uformelt, og et godt samarbejde på tværs af organisationen sikrer en stærk opgaveløsning.
Læs mere om os som arbejdsplads på vores hjemmeside.
Danmarks Skibskredit A/S
Langebrogade 5
1411 København K