Vi mangler en planterådgiver – er det måske dig?

ØkologiRådgivning Danmark søger en planterådgiver, der elsker grovfoder og har lyst til at nørde i det sammen med dygtige kollegaer i Billund, Herning eller Ringkøbing. Jobbet er spændende, og du kommer til at stå skulder ved skulder med vores økologiske landmænd. Vi håber, at det er dig.



Hvorfor skal du vælge os som din nye arbejdsplads?

  • Du bliver en del af et team på 10 planterådgivere og 4 kvægrådgivere, der rådgiver 25 % af økologerne i Danmark. Vi ønsker at være det økologiske fyrtårn, der lyser så kraftigt, at vi i fællesskab med og for landmændene sætter præg på økologien i Danmark. 
  • Vi ved noget om alt – og noget ved vi alt om. Vi er en del af SAGRO I/S, der har specialister indenfor økonomi, strategi, miljø, selskaber og meget andet og vi har et tæt samarbejde med Økologisk Landsforening. 
  • Vi er overbeviste økologer med stort Ø - men der er plads til at være overbevist på din helt egen måde. Nogle af os har været med, siden økologien var iført islandske sweatre, og andre blev først født, da det røde Ø var blevet mainstream. Nogle er tiltrukket af fraværet af gift og kemi, nogle ser dyrkningsformen som en vej til en bedre balance i klima og miljø, og andre brænder for den dyrevelfærd, økologien kan være med til at hæve – men alle ønsker vi den bedst mulige fremtid for økologien. Den sikrer vi med vores rådgivning.
  • Vi er en meget blandet skare, og det passer os rigtig godt - for enighed gør dum. Nogle af os er nogle sære snegle, som går ekstremt meget op i jordtyper og gamle kornsorter, og flere af os har da også selv jord under neglene i vores fritid. Vi har også folk, der bor i parcelhuse og har helt normale hobbyer, som ligger uden for fagligheden. Her er nemlig højt til loftet, og vi har det godt med hinanden, selvom vi er meget forskellige. Den stemning regner vi med, at du vil være med til at værne om. 


 

Dine vigtigste arbejdsopgaver:

Rådgivning: Vi hjælper med alt fra markplaner, gødningsstrategier, ansøgninger og alt derimellem. Nogle gange sker det over telefonen, men ofte besøger vi bedriften og får syn for sagen. Vi er tæt på vores kunder, og din vigtigste opgave er at skabe værdi med din viden og din indsats. Værdien er naturligvis først og fremmest på bundlinjen - men værdiskabelsen handler også om at skabe luft i kundens kalender, lette arbejdsgangene og ikke mindst sikre tryghed i driften.


Udvikling: Arbejdsdagene har vi meget stor medbestemmelse over, og i det hele taget er jobbet ret frit og fleksibelt. Det ligger dog helt fast, at vi gerne vil blive dygtigere, og derfor har du løbende mulighed for at blive skarpere på dit felt. Nogle skaber nye ideer hele tiden, mens andre er bedst til det lange seje træk. I starten er du naturligvis parret op med en erfaren kollega, og generelt er der stor forståelse for, at nye medarbejdere ikke kan og ved alt fra dag ét. 

 



For at få succes i stillingen er det vigtigt for dig at vide:

Du kan være agrobiolog, agronom eller teknolog. Uanset hvad, vil du få en sjovere hverdag, hvis du: 

  • Kan arbejde med planter og mennesker. 
  • Har to ører og én mund – du lytter til landmanden og kan formidle din viden. 
  • Har interesse i og forståelse for økologi og de økologiske værdier. 
  • Giver den gas i samarbejdet med dine kollegaer. 
  • Er gammel nok til at have prøvet lidt forskelligt – og ung nok til at have lyst til mere. 

 

 

Hvad får du mere?

  • En løn, der matcher jobbet. 
  • Fleksible arbejdstider og frihed under ansvar. 
  • Lækker kantineordning og medarbejdergoder. 
  • Sparring og undervisning mellem kollegaerne, samtidig med at du vil kunne dygtiggøre og udvikle dig på et eller flere specialområder. 
  • Karriereplan efter dine ønsker og vores behov. 

 


Arbejdssted: Billund, Herning eller Ringkøbing.


Ansøgningsfrist: Løbende. 


Tiltrædelse: Stillingen ønskes besat snarest, men vi venter gerne på den helt rigtige kandidat. 




SØG STILLINGEN
SØG STILLINGEN

ØkologiRådgivning Danmark
Majsmarken 1
7190 Billund
Danmark

Claus Østergaard

Plantechef, Økologi

20457465

Hvem er ØkologiRådgivning Danmark?

ØkologiRådgivning Danmark er en afdeling af SAGRO. I SAGRO samarbejder vi med de økologisk orienterede økonomirådgivere, og vi samarbejder med Økologisk Landsforening om markedsrådgivning og salg af egne produkter. 


Medlem af DLBR 

ØkologiRådgivning Danmark er netværksmedlem af DLBR, hvilket betyder, at vi har den fulde adgang til den viden og knowhow, der ligger i DLBR/SEGES-systemet. 


Som en del af SAGRO I/S er vi med 20 medarbejdere den største økologiske rådgivningsenhed og rådgiver cirka 1.200 økologiske landmænd. 


ØkologiRådgivning Danmark har kontor i Agro Food Park, Aarhus og hos SAGRO i Billund, Esbjerg, Herning og Ringkøbing. 


ØkologiRådgivning Danmark blev dannet d. 15. december 2015. Du kan se meget mere på vores hjemmeside: http://www.oerd.dk, og du kan se vores video her